Q
 

Undervisere


↓ Augusto Balizano (Buenos Aires)
↓ Mariana Docampo (Buenos Aires)
↓ Erica Atnip (Seattle)
↓ Astrid Weiske (Berlin)


Augusto Balizano (Buenos Aires)

Augusto Balizano er grundlægger af den første queer tango milonga i Buenos Aires, "La Marshall", der har eksisteret i mere end 10 år. I dag er La Marshall en kendt og velbesøgt milonga for bøsser, lesbiske og alle andre, der holder af at danse tango i et fordomsfrit og åbent miljø, uanset køn, seksualitet og dansekonventioner. Med sit gode humør, charme og talent medvirker Augusto til den bedst tænkelige start på weekenden for de mange dansere, der hver fredag gæster hans milonga.

Augusto Balizano & Mariana DocampoI fællesskab med Mariana Docampo arrangerer Augusto hvert år den internationale Queer Tango Festival i Buenos Aires. Over en uge tilbyder de to samt en perlerække af andre lærere og samarbejdspartnere undervisning i dagtimerne og milongaer hver aften. I 2009 besøgte Augusto og Mariana København som led i byens første queer tango-festival nogensinde, og de udnævnte i 2011 Københavns som æresby under deres festival.

I 1997 modtog Augusto sin professionelle grad i grafisk design fra University of Buenos Aires. Dansen fylder dog det meste af hans tid. I mere end to årtier har Augusto danset tango, han har modtaget undervisning af anerkendte lærere, ligesom han har dygtiggjort sig indenfor moderne dans og tilhører dansegruppe Propuesta 5. Han har også deltaget i og instrueret danseteaterstykker. Med gruppen "La Terna" rejse han bl.a. til Tyskland, hvor gruppen kom på førstepladsen i Carnival of Culture i Berlin, og til England, hvor gruppen spillede på Pegasus Theatre i Oxford.

Augusto har deltaget i forskellige tango-turneringer i udlandet, hvor han med sin mandlige dansepartner bl.a. turnerede i Tyskland, England, Danmark og Italien. Han underviser på School of Social Dance, og tilbyder workshops flere steder i verden. Han har været inviteret til at deltage i internationale queer tango-festivaler i Hamburg, Stockholm, København og Berlin. Han har også givet tango-workshops i bl.a. Moskva, Haag og Paris. Senest i sensommeren 2013 var han på kort visit i København inviteret af den danske tango-pioner, Gunner Svendsen. Hør også et interview med Augusto her.

lamarshallmilonga.com.ar


Mariana Docampo (Buenos Aires)

Mariana Docampo er grundlægger af milongaen "Tango Queer" i Buenos Aires, der hver tirsdag aften begynder med en lektion i tango for både begyndere og øvede, og ender med tango til langt ud på natten. Den stemningsfyldte milonga ligger i det kendte tango-kvarter, San Telmo, og tiltrækker mange queer tango-dansere. Mariana er som den populære og dygtige underviser altid bestemt i sine danseanvisninger, men med smil og glimt i øjet. Som DJ ynder hun at spille klassisk tango-musik, mens hun udfylder pauserne med alternative numre, så danseglæden rammer alle i rummet uanset musiksmag.

Mariana & AugustoI fællesskab med Augusto Balizano arrangerer Mariana hvert år den internationale Queer Tango Festival i Buenos Aires, der har tiltrukket en del deltagere fra Europa og USA gennem årene. Hun er også forfatter og underviser i tango og litteratur, og fik sin kandidatgrad i litteratur fra Buenos Aires Universitet, med speciale i kønsstudier. Hun har udgivet flere novellesamlinger, "Al borde del tapiz" (2001) og "La fe" (2011) samt romanen "El Molino" (2007). Hendes berømmede essay "Queer Tango" er siden udgivelsen blevet omtalt i talrige nationale og internationale publikationer.

Mariana har fået undervisning i tango salón, tango milonguero og tango nuevo af en række anerkendte tango-lærere og har danset Buenos Aires' dansegulve tynde. Med afsæt i sin erfaring fra den traditionelle tango, begyndte hun at undersøge muligheden for at ændre roller i dansen. Hun udforskede dynamikken i en mere lige kommunikation mellem dansepartnerne. Disse eksperimenter førte til seminarer, træningssessioner og milongaer, der er blevet afholdt i Buenos Aires lige siden (Milonga de Mujeres, El Desvío, practicas Tango Queer).

I 2006 blev hun inviteret til at undervise på den internationale Queer Tango Festival i Hamburg. Siden har hun besøgt Europa i flere omgange og givet tango-workshops i Stockholm, Berlin, Nice og Marseille, London og Brighton. I 2009 rejste hun til København for første gang til at undervise på den internationale Queer Tango Festival i København. Efter fem år får det københavnske queer tango-miljø endnu engang glæde af hendes vindende væsen. Hør også et interview med Mariana her.

tangoqueer.com
buenosairestangoqueer.blogspot.com


Erica Atnip (Seattle)

Erica underviser i queer tango på den amerikanske vestkyst, hvor hun tilbyder workshops for begyndere og øvede dansere. Hun arbejder også frivilligt for udsatte børn ved at undervise dem i dans i medborgerhuse og foreninger. Med sin rå energi, smittende latter og moderne udtryk, sætter hun sit helt personlige aftryk på deltagernes danseglæde. Hun deler gavmildt ud af trin-kombinationer, ligesom hun med sin subtile fandenivoldskhed nyder at danse tango til numre med en bund af bas og trommer.

Erica Atnip


Erica har danset hele sit liv. Med en opvækst i Texas har hun levet på en diæt af religion, bøffer og ballet. Efter årtiers brydekamp med kvæg, besluttede hun at bytte de golde sletter ud med hav og grønne bjerge og flyttede til Seattle, hvor hun opdagede en ny, forunderlig lidenskab: Tango. Efter tilegnelsen af sine fortræffelige evner som følger, skiftede hun de høje hæle ud med sko til at føre i. Siden da har hun været ustoppelig, og hun tilskynder alle andre at danse sammen, uanset køn, seksuel orientering og danseroller.

I jagten på nye eventyr og med ønsket om at udvide sit repertoire, rejste Erica til Argentina for at studere og udvikle sin dans. Med en lejlighed midt i tango-kvarteret, San Telmo, havde hun direkte adgang til byens mange tango-tilbud. Hun skabte rabalder på dansegulvene i Buenos Aires med sine dynamiske føringer og spektakulære antræk, der efter eget udsagn førte til, at flere patriarkalske argentinske hoveder eksploderede rundt om i byen. De har stadig travlt med at vaske blodpletter af væggene i den traditionelle milonga, Salon Canning.

Sidste år repræsenterede Erica de lokale tango-talenter, idet hun underviste på Seattles første queer tango-festival. Denne sommer er det første gang, Erica besøger København, og hun kan knap vente med at sætte fødderne på de danske dansegulve.


Astrid WeiskeAstrid Weiske (Berlin)

I mere end 17 år har Astrid Weiske danset argentinsk tango, og hun er kendt i store dele af det internationale tangomiljø som en fremragende fører. Hun har udviklet en stærk følsomhed i sin føring, stor kreativitet i at improvisere og er legende i sin musikalitet, hvilket skiller sig ud som centrale elementer i hendes dans. Men Astrid er også anerkendt for sine evner som følger, der styrker hendes viden om dansen som et hele.

Astrid har modtaget undervisning fra et hav af anerkendte tango-lærere, og hun har udforsket mange teknikker indenfor tangoens verden. I sin rejse fra den meget klassiske tango til det meget eksperimenterende, fra at føre til at følge, over studiet af andre danseformer som kontakt-improvisation til moderne dans, ved hun, at der ikke findes én tango. Hun tror på en kreativ, improviserende variation og fælles udveksling af ideer i dansen. Centralt er den konstante dialog mellem fører og følger, der deler ansvaret for at lytte og reagere på hinanden, baseret på en stærk forbindelse til musikken.

Siden 2005 har hun undervist i Berlin på danseskolen "PHYNIXtanzt", og hun har rejst og undervist som gæstelærer i en række byer i bl.a. Tyskland, England, Frankrig, Danmark, USA, Hawaii, Canada og Argentina. Hun har været inviteret til at undervise på flere festivaler, herunder den københavnske Queer Tango Festival i 2009, samt Phantastango Festival (i Tyskland) og Buenos Aires Queer Tango Festival.

I 2011 grundlagde hun Berlin Queer Tango Festival, der hvert år lige siden har været et stort internationalt tilløbsstykke med op til 300 deltagere fra hele verden. I år afholdes festivalen endnu engang sidste uge i juli, 24.-27. juli, og man kan få en forsmag på Astrids talenter i København, inden man fortsætter sin tango-sommer i Berlin.

queertango-berlin.de
tango-astrid.de

Queertango.dk